Kvinden bag Quipa

Jeg hedder Helle Schrøder og bor med min familie i Hammel, Midtjylland.

Jeg er uddannet lærer og har arbejdet som sådan i mange år, både i folkeskolen, efterskole, aftenskole og højskole. Udover at have syning som hobby og også nu som arbejde, spiller jeg rock/pop musik i et fantastisk orkester Almost Perfect, nyder naturen og min have.

Jeg har altid været igang med en eller anden form for håndarbejde, men har de seneste godt ti år, arbejdet mest med quilt og patchwork. Farver og former fascinerer mig og jeg ved at mange quiltere kender til “ae-stoffer” – fantastiske stoffer, der gør en hel høj. Jeg tror mit sytøj har været med til at holde mig fri af stress og få mit blodtryk til at falde helt til ro. At quilte er mindfulness for mig og den oplevelse, vil jeg rigtig gerne bringe videre til en masse andre. Jeg arbejder på fuld tid i mit firma Quipa, hvor jeg underviser i egne lokaler og har en butik med stof og andet tilbehør til quilt og patchwork. Jeg besøger også gerne quiltforeninger og grupper i Danmark med et foredrag eller et kursus. I nogle uger om året, underviser jeg i quilt og patchwork på Nørgårds Højskole i Bjerringbro.

Vi har rejst en del i USA, bl.a for at besøge min gamle moster i Nebraska. Hun var den, der introducerede mig til quilt i 2006 og jeg har været fanget lige siden. Turene til USA har budt på mange gode quilt oplevelser og nye venskaber. Her er jeg også blevet inspireret til, at sætte mig lidt mere ind i den historie, der er fulgt med quilten.

Jeg håber, at kunne dele det jeg kan med både garvede og nye quiltere.